Holdturneringer udsat til juni

1. maj 2020 11:56 , af Jens Ferdinand

Vi har modtaget følgende fra FTU:

Vi må desværre meddele, at opstarten på DTF Seniorholdturneringen og Juniorholdturneringen udsættes til juni.

Vi havde håbet og arbejdet ud fra, at vi kunne genoptage turneringsaktiviteterne fra medio maj, men det er desværre ikke muligt med de gældende retningslinjer ifm. bekæmpelsen af coronavirus.

En del klubber er stadig i dialog med deres kommune om muligheden for at åbne anlægget for spil. Andre har kun netop fået grønt lys. Nogle kommuner har desuden strammere regler end rådene fra DTF, hvorfor holdturneringen ikke kan startes op på nuværende tidspunkt på en fair måde.

Flytning af spillere på tværs af landet til turneringer og spil med forskellige modstandere ligger ikke i tråd med de nuværende anbefalinger. Samtidig ved vi ikke hvordan forsamlingsforbuddet vil se ud efter 10. maj, hvilket er en afgørende faktor for, at turneringsaktiviteten kan blive afviklet på tilfredsstillende vis.

Vi forventer i stedet, at holdturneringerne kan starte op i juni måned, så vi kan få afviklet et par corona-tilpassede runder inden sommerferien og altså stadig få spillet masser af holdturnering i denne sæson.

Mail med præcise nye datoer for holdkampe, nye deadlines for oprettelse af klubrangliste og påsætning af tider, retningslinjer for corona-tilpasning osv., vil I modtage i løbet af næste uge.

Senere i dag vil der på www.tennis.dk blive offentliggjort en generel nyhed om udsættelsen af opstarten på sommerens turneringsaktiviteter.