Vedtægter

Vedtægter for Faaborg Tennis- og Padelklub 

Vedtægter for Faaborg Tennis- og Padelklub

§1. Klubbens navn. Klubbens navn er Faaborg Tennis- og Padelklub. Klubbens hjemsted er Faaborg-Midtfyn kommune.

§2. Klubbens formål. Foreningens formål er at skabe de bedste muligheder for udøvelse af tennis- og padelspillet med mulighed for dygtiggørelse for alle uanset alder og færdigheder, samt styrke sammenholdet blandt medlemmerne.

§3. Klubbens deltagelse i relevante forbund. Klubben er medlem af Fyns Tennis Union under Dansk Tennis Forbund og Dansk Padel Forbund og følger disses love og bestemmelser.

§4. Medlemskab. Klubben optager enhver, der søger optagelse, under forudsætning af, at klubbens vedtagne maksimumsgrænser for medlemstal ikke overskrides. Indmeldelse skal ske til klubbens kasserer via klubbens hjemmeside. Medlemskab er først opnået, når kontingentet er betalt og giver stemmeret på generalforsamlingen. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde nægte optagelse af et medlem. Den, hvis optagelse er nægtet, kan prøve optagelse på førstkommende generalforsamling, der træffer endelig afgørelse.

§5. Kontingent. Kontingent fastsættes for et år ad gangen på klubbens ordinære generalforsamling og opkræves forud. Bestyrelsen fastsætter forfaldsterminer. Indmeldelse i løbet af et regnskabsår giver normalt ikke ret til reduceret kontingent. Medlemmer af bestyrelsen samt æresmedlemmer er kontingentfri i udendørssæsonen.

§6. Udmeldelse – Eksklusion. Såfremt et medlem ikke har fornyet sit medlemskab ved indbetaling af kontingent inden en af bestyrelsen for hvert år fastsat forfaldstermin jfr. §5, bortfalder medlemskabet dagen efter, at fristen er overskredet. 

Udmeldelse kan endvidere ske ved skriftlig henvendelse til klubbens kasserer og forudsætter, at medlemmet har betalt kontingent frem til den dag, udmeldelsen har virkning. Ingen, der er udelukket på grund af kontingentrestance, kan optages på ny som medlem af klubben, før vedkommende har betalt sin gæld til klubben. Overtrædelse af klubbens vedtægter og andre regler kan medføre udelukkelse for kortere eller længere tid – og eventuelt eksklusion. Hvis bestyrelsen beslutter, at særlige forhold giver anledning til eksklusion, skal det ske ved at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt herfor, og medlemmet kan kræve, at spørgsmålet om eksklusion afgøres på førstkommende ordinære generalforsamling. Vedkommende har ret til at deltage i dette punkts behandling på generalforsamlingen.

§7. Ordinær generalforsamling. Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned og indkaldes med mindst 2 ugers varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmerne via klubbens hjemmeside, mail ud til klubbens medlemmer, eller ved annoncering i et eller flere lokale blade, med angivelse af dagsorden. Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling er : 

  1. Valg af dirigent. 
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år. 
  3. Forelæggelse af det reviderede regnskab samt budget for det kommende år, begge dele til godkendelse. 
  4. Behandling af rettidigt indkomne forslag. 
  5. Fastsættelse af kontingent.
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer. 
  7. Valg af 1-2 suppleanter til bestyrelsen. 
  8. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant. 
  9. Eventuelt. Emner under eventuelt kan ikke vedtages.

§8. Generalforsamlingens ledelse m.v. Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, undtaget herfor se: §5, §14 og §15. Stemmeret udøves ved personligt fremmøde. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden, dog skal på begæring fra et stemmeberettiget medlem afstemning og valg foregå skriftligt, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt. Generalforsamlingens beslutninger føres til referat og underskrives af dirigenten. Referater gøres tilgængelige på klubbens hjemmeside. 

§ 9. Ekstraordinær generalforsamling. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 30 stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller motiveret krav herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæring er fremsat overfor bestyrelsen, og indvarsling skal ske på samme måde som for ordinær generalforsamling.

§10. Bestyrelse – Udvalg – Valg. Bestyrelsen består af 7 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til lovene. Bestyrelsens medlemmer vælges for en periode af 2 år. Fire bestyrelsesmedlemmer afgår i lige år og tre øvrige bestyrelsesmedlemmer afgår i ulige år. Genvalg kan finde sted. 1-2 Suppleanter vælges for 1 år ad gangen.

Bestyrelsen kan nedsætte særlige udvalg, hvori der kan være repræsenteret såvel medlemmer som ikke medlemmer.

§11. Tegningsret. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, hvori blandt formanden eller næstformanden er til stede. I formandens forfald indtræder næstformanden i dennes sted. Bestyrelsens forhandlinger føres til referat. Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner kræves dog underskrift af såvel formanden som kassereren. Alle sager, der angår køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller løsøre, samt investeringer og spørgsmål af anlægsmæssig karakter, skal godkendes af bestyrelsen, med simpelt flertal, ligesom generalforsamlingens godkendelse med simpel flertal blandt de fremmødte skal foreligge. Bestyrelsen fastsætter klubbens ordens- og bane tegningsregler.

§12. Regnskab. Klubbens regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen skal inden 1. februar afgive driftsregnskab og status til revisorerne. Driftsregnskabet og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning. Driftsregnskab og status udsendes sammen med dagsordenen til generalforsamlingen.

§13. Revision. På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen 2 revisorer og 1 revisorsuppleant. Revisorerne skal hvert år efter den 1. februar gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede. Driftsregnskabet og status forsynes med en påtegning. Revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

§14. Vedtægtsændringer. Ændringer i vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

§15. Klubbens opløsning. Beslutning om klubbens opløsning kan kun tages på en i den anledning særlig indkaldt generalforsamling. Det kræves, at der til denne generalforsamling er mindst halvdelen af klubbens Stemmeberettigede medlemmer til stede. For forslagets vedtagelse kræves tillige, at 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede. På generalforsamlingen træffes bestemmelse om, hvorledes klubbens formue, herunder fast ejendom og løsøre, skal fordeles. Dette sker ved simpelt stemmeflertal. Ved opløsning tilfalder klubbens midler Faaborg-Midtfyn Kommune til brug for idrætslige formål for børn og unge i kommunen, dog fortrinsvis en forening med samme formål som den opløste forening. 

Faaborg Tennisklub blev grundlagt den 6. april 1900. Vedtægtsændringer har fundet sted i 1943, 1988, 1990, 1998, 2018 og den 27.feb 2023. Seneste vedtægtsændring er foretaget på ordinær generalforsamling den 5. marts 2024.